Selvomsorg & autisme: Hvordan passer du godt på dig selv?

Ordet ”selvkærlighed” gør mig trodsig. Pr. automatik lukker min velvilje dér.

Det er for meget, og det er alt, alt for langt fra mit ståsted, når jeg har brug for støtten. Men da min psykolog nævnte ”selvomsorg”, lyttede jeg.

At drage omsorg for mig selv – det kunne jeg vel godt? Mærkede jeg måske endda en længsel efter det?

Lurer du også på, hvad selvomsorg er – og hvordan du putter det ind i dit liv? I blogindlægget her kan du blive klogere på:

• Hvad selvomsorg er
• Hvorfor du skal prioritere omsorg for dig selv
• Selvomsorg VS selvkritik
• Hvordan man viser sig selv omsorg (med lister og links til øvelser)
• Hvorfor du skal insistere på og vedligeholde egenomsorg.

Hvad er selvomsorg?

Selvomsorg er at tage sig af sig selv og sine behov.

• Det kan være i måden, du tænker om og taler til dig selv på.
• Det kan være i de handlinger og aktiviteter, du gør.
• Det kan være i at lytte til og handle på dine behov – som sult, søvn, fordybelse, impulser og pauser.

Altså at tage sig omsorgsfuldt af sig selv gennem tanker, følelser og handlinger.

Det er synonymt egenomsorg og overlapper delvist med selvmedfølelse – eller det engelske self compassion, som også er blevet et begreb i det danske sprog.

Det betyder at møde dig selv med venlighed, omsorg, forståelse og medfølelse, når du har det svært, begår en fejl eller er utilstrækkelig, frem for at ignorere det eller kritisere dig selv for det.

Jeg skal nok vise selvomsorg om lidt – jeg skal baaare liiige …

Det er ikke, fordi jeg har nægtet mig selv omsorg. Det har bare ofte stået allerbagerst i køen. Og når det endelig blev selvomsorgens tur, var dagen forbi – eller også kom der noget og snød foran – eller også kunne jeg alligevel ikke retfærdiggøre det og smuldrede tiden væk med noget, jeg på magisk vis bedre kunne tillade mig selv – som at gå på Instagram eller spille Tetris.

Psykologien bag dét, lader jeg andre om at tolke på.

Og jeg ved da også godt, at man skal tale pænt til sig selv, behandle sig selv som sin bedste veninde, gå ud i solen, sætte sig med en kop te og læse en god bog …

Jeg formåede det bare først, da jeg ikke var i stand til andet. Da jeg ramte muren af stress og depression i et hovedløst forsøg på at gøre det godt nok for alle andre – på big time bekostning af mig selv.

Dét efterår lå jeg på udesofaen de fleste eftermiddage. Jeg lyttede til fuglene, forsøgte at mærke solen og lod tiden gå. I begyndelsen, fordi jeg ikke var i stand til andet. Senere, fordi jeg mærkede, at det var rart. Jeg nød en pause. Og jeg overførte min udesofapraksis til lænestolen indenfor og sengen på mit (voksen)værelse.

Jeg lærte på den hårde måde, at det ikke dur for mig at bruge aften efter aften på at ordne praktiske ting eller arbejde. Ikke fordi nogen bad mig om at gøre det – jeg følte bare, jeg skulle. Jeg lærte at lytte. For jeg trængte i virkeligheden ikke til at lægge vasketøj sammen og arbejde endnu mere. Jeg trængte til at slappe af. Til en pause fra mit hoved. Til at dyrke yoga og se Netflix – og til at gøre det med god samvittighed. Og jeg blev ret god til det. I hvert fald for det meste …

Selvomsorg VS selvkritik (og autismens fripas)

Mens selvomsorg var et nyt begreb for mig, kender jeg dets kontrast bedre end min egen bukselomme. Selvkritik har været en konstant summen i mit hoved, så længe jeg kan huske. En emhætte, som nogen har glemt at slukke. Jeg er ikke altid bevidst om den. Den står bare og mumler i baggrunden.

Autismediagnosen gav mig et quickfix mod selvkritik. Autisme er den forklaring, jeg har ledt efter hele mit liv. Svaret på, hvorfor mit batteri hurtigere løber tør. Hvorfor jeg har svært ved at begå mig socialt. Hvorfor jeg ikke glædes ved og kan holde til det, andre bare gør.

Det gav et ultimativt modsvar til min indre selvkritiker.

Jeg er autist, for fa’n!

Det er et solidt fundament til selvomsorgen. Forskellen på, om jeg føler mig grundlæggende forkert eller fuldstændig, som jeg skal være – og måske endda ret vellykket.

Selvkritikken er der stadig, men den blev reduceret kraftigt af at forstå, hvordan jeg er kodet i hovedet.

Hvordan viser man sig selv omsorg?

Du viser først og fremmest dig selv omsorg ved at behandle dig selv pænt.

• Tænke pænt om dig selv.
• Føle pænt om dig selv.
• Gøre gode ting for dig selv.

Det kan godt virke selvisk – egoistisk – for alternativet er jo f.eks. at foretage sig noget, der er til gavn for fællesskabet.

Men prøliåhørher.

Det er ikke egoistisk at vælge sig selv. Det er nærmere egoistisk at lade være. Det er i hvert fald ikke til fællesskabets bedste, at du bliver ramt af stress, depression eller udbrændthed i måneder eller år (skulle jeg hilse og sige fra nogen).

Du skal ikke yde, før du kan nyde.
Du skal ikke være perfekt.
Du må gerne prioritere dig selv.
Du må gerne sige fra.
Du må gerne begå fejl.

Det første skridt er selvfølgelig at tage en snak med dine tanker. Hvordan taler du til og tænker du om dig selv? Hvordan håndterer du en fejl?

Her kan jeg varmt anbefale to personer.

Den ene er psykolog Birgitte Sølvstein, som jeg elsker at lytte til. Hun har en øvelse, der gør skam til selvomsorg – og den finder du kvit og frit her.

Den anden er Nina Werner, som har skrevet bogen Fra selvkritik til self-compassion. Den er enormt velskrevet, sjov og lige til at integrere i hverdagen.

Du kan finde bogen på biblioteket eller købe den her.

Hvis du vil lære hende lidt at kende først, er podcasten her et fint sted at starte:

• Recovery Klubben med Parnian (og gæst Nina Werner)

Identificér, hvad selvomsorg er for dig

Nu skal du finde ind til, hvad selvomsorg egentlig er – for dig. For det er selvfølgelig helt individuelt. Hvis du hader at gå i haven, er det ikke specielt omsorgsfuldt at gøre, mens det er det vildeste frirum for andre.

Basal selvomsorg er selvfølgelig at tage godt hånd om dine basale behov:

• Spise en god kost
• Sove nok
• Restituere
• Bevæge dig
• Få frisk luft og sollys
• Opfylde sit sociale behov
• Opfylde dit behov for alenetid.

Uanset om du formår det eller ej, er der små handlinger af selvomsorg, du kan putte ind i dit liv – i det omfang det er muligt og føles omsorgsfuldt for dig.

Små selvomsorgfulde indslag kan være at:

• læse en god bog
• lytte til en podcast eller lydbog
• gå en tur
• dyrke din yndlingssport
• dyrke yoga eller meditation
• fordybe dig i noget kreativt
• lægge et puslespil
• sætte dig ud i solen
• bage en kage
• skrive
• lave en lækker frokost, en iskaffe eller en god chailatte til dig selv
• spille musik
• se en serie
• tage en eftermiddagslur
• gå tidligt i seng
• nusse i haven.

Tag gerne et øjeblik, hvor du tænker over – måske endda skriver ned – hvilke små aktiviteter der er selvomsorg for dig.

I forhold til autisme mener jeg, at selvomsorg også er at give dig selv lov til det, der er dit naturlige behov eller en præference. Det kan være:

• rutiner – f.eks. at lave nogle gode hverdagsrutiner for dig selv, der giver dig ro i hovedet
• gentagelser – f.eks. vælge den samme film, ret eller bluse igen og igen (selvom forandring åbenbart fryder)
• særinteresser – f.eks. at fordybe dig i det, der optager dig lige nu – også selvom det hverken er nyttigt eller svarer til dit aldersniveau
• stimming – skabe betingelserne for og give dig selv lov til at dimse med hænder, fødder krop eller sanselegetøj, hvis det føles rart – også selvom det ser underligt ud, og du som barn har fået at vide, du skal lade være
• alenetid – det behøver vist ingen uddybning.

For os på autismespektret er det selvfølgelig også at forstå, anerkende og slutte fred med, hvorfor vi har de her behov og ikke nødvendigvis kan alt det, som andre bare gør.

Servicetjek af selvomsorg

Jeg følte egentlig, at jeg havde styr på det. Men så skulle emnet op i min selvhjælpsgruppe, og det slog mig, at jeg har sluppet mange af de gode selvomsorgsfulde rutiner.

Jeg er god til det om aftenen. Men i mine eftermiddage og weekender giver jeg ikke mig selv lov til en pause. Jeg fitler rundt og føler ikke, jeg kan sætte mig ned.

Jeg føler, at vores weekender er fælleseje, så der skal jeg stå til rådighed og bidrage til fællesskabet – praktisk og socialt. Jeg kan ikke tage en pause. Jeg kan ikke bede om tiden til mig selv. Heller ikke selvom jeg af bitter erfaring kender prisen. Og jeg mærker konsekvensen.

Selvfølgelig er der ting, der skal ordnes. Forskellen er, om man kører på, indtil det er gjort, eller om man tager sig af sig selv imens – tager en pause undervejs, afgrænser det til et bestemt tidsrum og kompenserer med nogle af de selvomsorgsfulde ting.

Forberedelsen til selvhjælpsgruppen og blogindlægget her har mindet mig om, hvor meget jeg faktisk savner det, og hvad der er på spil.

Nu prøver jeg igen. For jeg ved godt, at selvomsorgen er vigtig for alle – og med autisme i ligningen er selvomsorg helt vitalt.

Har du spørgsmål til selvomsorg og autisme – eller noget helt andet – er du altid velkommen til at række ud til mig her.