Hvordan fortæller jeg min familie, at jeg (måske) har autisme?

Du overvejer, om autisme er det svar, du altid har ledt efter. Nu vil du gerne dele mistanken med din familie – men hvordan fortæller du dem det? Hvad kan du forberede? Og hvad hvis de ikke tror på det?

6 ting, du kan overveje, inden du fortæller din familie, at du måske har autisme

Det kan være forløsende, når man kommer på sporet af noget, man har søgt efter hele sit liv. Når brikkerne langsomt falder på plads – også selvom man stadig er i tvivl.

Måske har du læst en artikel, hørt en podcast eller set en video (eller 375), hvor et andet menneske beskrev, præcis det du føler og oplever.

Måske har en fagperson bragt muligheden på bane for dig.

Måske har du altid haft en fornemmelse af at være anderledes, tænke anderledes, fungere anderledes – og nu har du fundet et ord, som kan forklare det.

Men hvordan deler du din fornemmelse med dem omkring dig? Skal du overhovedet dele det? Hvordan vil de reagere? Og hvad hvis de ikke tror på dig?

Er det bedre at vente, til du evt. er udredt og dermed sikker? Kan du gå med det alene så længe?

Jeg ved, det kan være svært at forberede sig på noget, som er så svært at forestille sig (apropos autisme).

Om og hvad du skal dele, er helt op til dig. Men her er 6 ting, du kan overveje, inden du fortæller din familie, at du måske har autisme.

1. Sig, at det, du vil dele, er lidt sårbart/svært/specielt eller fylder meget for dig

Indled gerne med, hvordan du selv har det med at fortælle det, du vil dele. På den måde indikerer du, at du ikke har brug for at blive udfordret, sagt imod eller belært lige nu. Du har brug for, at de lytter med et åbent sind.

Du vil forklare – ikke forsvare.

Du kan også fortælle, at det er noget, du har tænkt på et stykke tid – at det ikke er en vims impuls (altså medmindre det er det).

Hvad kan du gøre?

Sig f.eks.:

• ”Der er noget, jeg gerne vil dele med dig. Det er lidt sårbart, og jeg håber, du har lyst til at lytte til mig.”
• ”Det her er noget, jeg har spekuleret over og undersøgt i længere tid. Det var også underligt for mig i starten, men jo mere jeg hører, jo mere genkender jeg mig selv i det.”
• ”Det betyder meget for mig at kunne dele det her med dig.”
• ”Vil det være OK for dig, hvis jeg fortæller først, og så svarer du bagefter, når jeg er helt færdig? Jeg kan godt tabe tråden, hvis jeg bliver afbrudt undervejs.”

Du kan også overveje, om det er nemmere og fungerer bedre for dig at dele det på skrift. Her kan du forklare dig fuldkomment og uden at blive afbrudt.

2. Husk, at de er et andet sted end dig

Du har formentlig tænkt over, om du kan have autisme, i et stykke tid. Måske har du fortæret hundredvis af videoer, podcasts, blogs eller bøger. Måske har du på forhånd en større forståelse, fordi du altid har følt, at der var et eller andet.

Personen, du vil fortælle det til, er formentlig – i bedste fald – samme sted, som du var, første gang du selv fik mistanken.

Måske har du selv tvivlet og slået tanken væk i tiden fra dengang til nu?

Min pointe er, at du har været undervejs et stykke tid. For dem kommer det måske som et lyn fra en klar septemberhimmel. Måske har de en forældet opfattelse af autisme. Måske ved de ikke ret meget om det. Måske kan de bare ikke se dig i det, fordi de kender dig så godt – og du er jo bare dig – som du er, og lige som du skal være.

Hvad kan du gøre?

• Forbered dig på spørgsmål og reaktioner (det udfolder jeg i punkt 4)
• Øv dig i at svare roligt og uden at blive for følelsesmæssigt påvirket – og måske svare ved at spørge ind til det, de siger, frem for at give dem ret eller afvise dem
  • ”Hvad mener du, når du siger, at jeg ikke ligner en autist – hvordan tænker du, autisme ser ud?”
  • ”Når du siger, at ”vi alle sammen vel er lidt autistiske”, hvad mener du så helt præcist?“
  • ”Vil du sætte lidt flere ord på, hvorfor du ikke tror, jeg kan være på autismespektret?”
• Anerkend, hvad de oplever eller føler: “Jeg kan godt forstå, det kommer bag på dig. Det har også været en lang proces for mig.”
• Del nogle (få, korte) velvalgte tekster, videoer eller podcasts, som forklarer, hvordan autisme også kan se ud, og som du ser dig selv i.
• Giv dem plads til at fordøje det – uden at du skal forklare det hele på én gang.

3. Du behøver ikke at være sikker på forhånd

Ingen kan med sikkerhed vide, om du har autisme. En psykiater eller anden specialiseret fagperson kan give sin faglige vurdering. Men der er foreløbigt ingen DNA-test eller hjernescanning, som kan sige det med 100 % sikkerhed.

Du behøver ikke at være sikker for at dele dine tanker. Du kan sagtens fortælle, at du overvejer, om det kan være den underliggende grund til X, Y og Z.

At du ser dig selv meget i personer, der har autisme.
At du altid har følt dig anderledes, og at der bare er en masse ting, der falder på plads i det her.

Der kan sagtens være situationer og træk hos dig, som ikke er autistiske – selvom du har autisme.

Lige nu deler du bare en tanke, som fylder rigtig meget – og det er helt OK – uanset om svaret er autisme eller ej.

Hvad kan du gøre?

• Sæt ord på, at du er i gang med en afklaringsproces, og at du ikke har et facit endnu.
• Brug formuleringer som:
  • ”Jeg har ikke en diagnose endnu, men det giver rigtig god mening for mig, når jeg ser mig selv i det her.”
  • ”Jeg genkender mig selv i mange af udfordringerne ved det her, så uanset om det er autisme eller ej, tror jeg, jeg kan have gavn af at leve mere autismevenligt.”
  • ”Lige nu undersøger jeg bare mulighederne – så må vi se, hvad psykiateren siger.”

4. Forbered dig på, hvad de vil sige eller spørge om

Du kan møde mange reaktioner, når du fortæller, at du tror, du har autisme – både nysgerrige, bekymrede og afvisende.

Det kan være en god idé at forberede dig på nogle af de spørgsmål, der kan komme, så du bedre kan svare det, du egentlig mener. Husk, du også altid kan bede om at svare på et senere tidspunkt, når du lige har tænkt over det.

Hvad kan du gøre?

• Lav en liste over de spørgsmål eller reaktioner, du kan forestille dig vil komme – og skriv eller overvej dine svar på forhånd.
• Del dine tanker i dit eget tempo – du behøver ikke at have et svar parat med det samme – det er helt OK, at du snakker dig varm eller først undervejs finder ud af, hvad du egentlig tænker eller synes.
• Skriv spørgsmålene ned og sig, at det er et rigtig godt spørgsmål, og at du vender tilbage, når du lige har tænkt over det.
• Overvej at finde en video, lydbid eller kort tekst på forhånd, hvor en anden med autisme eller en fagperson beskriver noget, som du ser dig selv i, og som måske vil svare på de spørgsmål, du måtte få. I kan se den sammen, eller du kan sende den efterfølgende.

Eksempler på spørgsmål og svar:

“Hvorfor tror du, du har autisme?”
”Der er bare en masse ting, der begynder at give mening for mig, når jeg ser mig selv i lyset af autisme.” Følg gerne op med konkrete eksempler – f.eks. sansefølsomhed, behov for struktur og forudsigelighed, madvaner, stimming, måden du håndterer sociale situationer på, overbelastningsreaktioner og situationer fra barndommen.

“Er du blevet udredt?”
”Nej, ikke endnu. Lige nu prøver jeg bare at finde ud af, om der er basis for en udredning, og om jeg har brug for den for at kunne passe bedst muligt på mig selv herfra.”

”Har vi ikke alle sammen lidt autisme?”
”Vi har måske alle sammen træk fra autismespektret. Men når de træk fylder så meget, at man ikke kan få livet til at fungere, lever i forpinthed, isolerer sig eller ikke kan passe sit job – så er der grund til at undersøge, om der ligger noget under – og så foretage de ændringer og få den nødvendige støtte til at fungere bedre – også på den lange bane.”

”Kan det nu også passe? Jyttes dreng har autisme – sådan er du jo slet ikke.”
”Hvis jeg har lært noget i denne proces, så er det, hvor forskelligt autisme kan se ud. Nogle har ikke noget sprog eller må leve efter helt faste rutiner. Andre er blandt verdens største iværksættere eller videnskabsfolk. Og så er der en kæmpe midtergruppe imellem med varierende behov for støtte – jeg ser mig især i den gruppe der …” (f.eks. har en historie med flere stresssygemeldinger og uforklarlige fysiske symptomer pga. konstant overbelastning)

5. Hvad hvis de ikke tror på dig?

Det her kan være det sværeste. Du deler noget ekstremt vigtigt og sårbart – og bliver mødt med skepsis.

Men deres reaktion ændrer ikke på dine oplevelser, og det er ikke din opgave at bevise noget.

Hvad kan du gøre?

• Forklar, hvordan du har det: ”Det er vigtigt for mig at dele det her – og jeg har ikke brug for at forsvare det lige nu.”
• Giv plads til forskellighed i oplevelsen – det kan være svært at tage ind, at et menneske, man kender så godt, skulle have autisme. Måske føler man skyld over ikke at have opdaget det og hjælpe tidligere.
• Måske har de en anden opfattelse af, hvad autisme er, end du har. Foreslå at sende noget af det (video, lyd, tekst), du genkendte dig selv i, så de kan få et mere nuanceret syn på autisme end deres udgangspunkt lige nu.
• Husk, at hvis det er dine forældre eller søskende, er der en sandsynlighed for, at de selv er på autismespektret og derfor ikke har tænkt over, at din adfærd og dine reaktioner skiller sig ud. Måske har f.eks. af samme grund levet autismevenligt – og først da du kom ud på egne ben oplevede du for alvor udfordringerne.

6. Du bestemmer selv, hvem der skal vide hvad og hvornår

Det er ikke sikkert, at det er din partner eller dine forældre, du vil dele tankerne med først.
Måske er det en god ven, en fagperson, et onlineforum – eller et kæledyr.

Måske har du brug for at ”prøve det af” på en mere perifer person og opleve vedkommendes reaktion, før du bringer det op for f.eks. nær familie.

Du bestemmer det helt selv.

Har du brug for et personligt råd, før du fortæller din familie om potentiel autisme?

Jeg håber, de seks råd hjælper dig på vej, når du vil fortælle din familie og nærmeste venner, at du overvejer, om du er på autismespektret.

Jeg vil gerne dele, at størstedelen i min omgangskreds reagerede overraskende positivt på det. Jeg skulle ingenting forsvare – derimod spurgte mange af dem nysgerrigt ind og viser et stort hensyn, når vi ses.

Har du brug for et personligt råd, er du altid velkommen til at skrive til mig – eller tjekke, om en rådgivningssession er noget for dig.

Du kan også tage et kig på mit blogindlæg med idéer til at leve mere autismevenligt, mens du venter på udredning, her.