Autisme og smalltalk: Hvor lagde jeg usynlighedskappen?

Smalltalk. Formålsløs, vilkårlig samtale uden struktur og mening – og noget af det værste, man kan udsætte en autistisk person for. Jeg snubler selv i det igen og igen. Autisme og smalltalk er ikke en køn cocktail for nogen af parterne. Men den er svær at undgå.

”Hej Kathrine!”

Fuck. Mener hun mig?

Fuck, fuck, fuck.

Det gjorde hun vist, for nu står hun lige foran mig med et forventningsfuldt blik.

 ”Hvad så?” lyder det, og mit system går i panik. Jeg har aldrig forstået, hvad jeg skal stille op med det spørgsmål.

Gentage det?

Give et kort resumé af, hvad jeg er i gang med?

Fortælle, hvordan det generelt går?

Sige noget overflødigt tågesnak som ”Ikk’ så meget”, ”Jah, så er det mandag”, ”Der skal lige købes ind.”

Svare tilbage med et kikset ”Hvad så hvad”, ”Hovedet op og fødderne ned” eller ”Selv wazzuuuuuuuuuuuup”?

Jeg har prøvet det utallige gange, og jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal svare.

Så jeg gør, som jeg plejer: Smiler og griber ud efter min usynlighedskappe, som jeg tilsyneladende ikke har fået med – igen – og i stedet sætter jeg min lid til (PS: er der nogen, der ved, hvad en lid er?), at jeg bliver til luft. At der går en brandalarm. Eller at en overset meteor i dette sekund udsletter menneskeheden.

Men der sker ingenting.

”Havde I en god ferie?” siger modparten så.

”Ja.” svarer jeg, for det havde vi.

Men nu er hun stille. Afventende.

Skal jeg sige mere?!

Jeg skal sige mere.

Men hvad? Fortælle, hvad der helt specifikt var godt? Gengive vejrudsigten på det nordvestlige Mallorca? Give eksempler på, hvad vi lavede, hvad vi så, hvad vi spiste? Fortælle, hvor vi boede? Sammenligne det med tidligere rejser? Spørge ind til hendes rejseoplevelser?

Hvad er det rigtige svar – her mellem mælkekartoner, myslibarer og lokale?

Der må også være et relevanskriterium for, hvad man kan sige? Interesserer modparten sig overhovedet for de meteorologiske forhold i Alcudia i uge 35? For børnenes forbrug af pool? For buffetudvalget?

”Det var rigtig dejligt,” udfolder jeg – mere svedig end i de 35 grader i skyggen for få dage siden. ”Hvad med jer?”, parerer jeg og kommer i samme sekund i tanke om, at modparten jo for helvede ikke har været på ferie.

”Har I haft en god øh … helt almindelig … uge?”

Det har de. Hun fortæller lidt, som man gør. Om vejret. Om børnene. Om Aula.

”Men det var godt?” siger hun så. Hun mangler tydeligvis noget fra mig.

”Altså … ja! Det var det. Virkelig.”

Jeg minder mig selv om aldrig at handle lokalt igen. Men det hjælper ikke. For det er ikke kun dér. Det er også i SFO’en. Til forældremøder. På kurser.

Steder, der overhovedet ikke er velegnede til samtaler. Derfor gør vi det overfladisk i stedet for bare at være stille eller sige hej og fokusere på det, vi er der for.

Det er konceptet med smalltalk.

Smalltalkens anatomi

Jeg kan i princippet godt forstå funktionen i smalltalk:

• Det skaber kontakt
• Det er en måde at spore sig ind på hinanden på
• Det er et nødvendigt fundament til en evt. dybere samtale/relation.

En appetizer. En blid indflyvning til noget større. Eller en udfyldning af et tomrum – for at sige noget, nu vi alligevel står to mennesker på samme sted.

Alt ved det er rigtigt og sympatisk. Men jeg synes, det er svært.

Det er svært at blive spurgt ”Hvordan går det?”, når man står på SFO’ens parkeringsplads, det vrimler med børn og forældre, tankerne hænger stadig i arbejdet, og barnet i buksebenet.

Og hvordan går det?

Det tangerer til et retorisk spørgsmål, der kun kan besvares med ”Fint!”. Også selvom det overhovedet ikke går fint. For hvordan skal jeg forklare det her? Det føles værre end ingenting at sige fint, men rammerne rummer ikke en større, dybere samtale lige der.

Og hvorfor så spørge? Hvorfor ikke bare sige hej?

Fordi sådan er smalltalk.

Kompleksiteten i hilsesituationer for autistiske mennesker

Det er ikke kun smalltalk, der er kompliceret for mennesker med autisme. Det er også det, man gør, når man møder og tager afsked med andre mennesker.

Den tid, hvor der ikke er nogen plan.

Manøvrer, som andre sikkert ikke tænker alverden over. Men som for mig og mange andre med autisme er mere kompliceret end den aktivitet, vi mødes for.

Jeg tror ikke, andre tænker så meget over det, når de går ind i et rum og hilser på folk. Eller når de tager hjem fra samme aktivitet og siger farvel.

Når de skal til yoga, tager de til yoga. Dyrker yoga. Tager hjem fra yoga.

Når jeg tager til yoga, tjekker jeg tiden, når jeg ankommer. Er der mere end et par minutter til start, trækker jeg den. Går langsomt. Svarer på en imaginær sms. Bruger tid på at tage overtøjet af. Så går jeg ind. Prøver at fornemme, om jeg skal sige hej eller bare sætte mig lige så stille. Jeg holder øje med, om nogen kigger på mig, så jeg er klar til at gengælde et hej eller et smil. Men alle ser ud til at være optagede – i dag. Jeg ruller yogamåtten ud. Og mens jeg lytter til andres juleplaner og modermælkserstatningsstadier begræder jeg, at jeg alligevel kom to minutter for tidligt. Jeg kigger bedende på uret, mens jeg laver en forkølet strækøvelse, og ånder lettet op, når underviseren siger ”Nåh, så blev klokken vist otte” (ja, det gjorde den vist – eller halvandet minut over).

Vi dyrker yoga, og selvom det ved gud ikke er kønt, elsker jeg hvert minut af det. Lige indtil savasana, den afsluttende afspænding, er forbi. For så starter det komplekse forfra.

Man ruller sin måtte sammen. Man tager sit overtøj på. Og hvad så? Siger man højt farvel ud i rummet, til dem, der har lyst til at sige det tilbage? Kigger man på underviseren og siger farvel? Går man bare?

Jeg kigger på, hvad de andre gør, men de gør ikke det samme, og alligevel ser de ud til at lykkes med det. Jeg venter, til der kun er mig og underviseren tilbage. Så siger jeg farvel til hende, afventer, om hun åbner en samtale, eller også bare siger farvel. Og så går jeg. De andre står og snakker i gangen, så nu skal jeg alligevel passere dem for at komme ud og hjem. Forstyrrer jeg med et hej-hej? Hvem skal jeg i så fald kigge på, mens jeg siger det? Er jeg arrogant, hvis jeg bare går forbi?

Jeg elskede at gå til yoga. Men det var lidt en lettelse, da instruktøren stoppede, og jeg måtte bytte det ud med hjemmeyoga. Uden kompleksiteten før og efter. Ingen akavet smalltalk. Ingen uskrevne hilse-afskeds-regler.

Bare mig, Karen fra Femina og yoga.

Tænker eller føler du verden?

Det kan meget vel være, at jeg tænker for meget.

Men jeg tænker for meget, fordi jeg ikke føler det. Fordi det ikke er naturligt for mig. Fordi jeg er usikker efter så ofte at have oplevet, at jeg gør det forkert uden at forstå, hvad der havde været rigtigt. Fordi det føles kunstigt, uanset hvad jeg gør.

I podcastafsnittet ”Føler eller tænker du verden” forklarer psykolog og autist Christian Stewart-Ferrer, kompleksiteten i at mødes og give hånd for mennesker med autisme.

• Hvornår rækker man hånden ud?
• Hvor hårdt trykker man?
• Hvor længe holder man grebet?
• Hvad siger man bagefter?

For os på spektret ville et hej være nok og derefter gå direkte til sagen. Det ville hverken virke kort for hovedet eller afvisende.

Især de uplanlagte møder er svære for mig. Hvis jeg mødes med en selvstændig kollega til en kaffesnak, har jeg nogenlunde en fornemmelse af, hvor vi skal hen. Hvis jeg går en tur med en veninde, der for nylig blev sygemeldt med stress, har jeg et kartotek af relevante emner og spørgsmål.

Men hvis jeg møder nogen tilfældigt eller kommer til at sidde ved siden af nogen til et forældremøde, og vi begynder at snakke, bliver det en nervøs basken fra min side. Jeg forsøger at svare på de kommentarer og spørgsmål, jeg får, og samtidig afkode, om samtalen skal fortsætte, eller om modparten kun spørger af høflighed og egentlig også gerne vil videre.

Stimming for neurotypiske

I et kommentarspor på YouTube så jeg denne udtalelse:

”Small talk is stimming for neuro typicals.”

Altså smalltalk er stimming – en stressreducerende, beroligende gentagende adfærd, der stimulerer sanserne – for mennesker uden neuropsykiatiske afvigelser som autisme og adhd.

Og dét giver mening. I dét lys forstår jeg godt smalltalk.

For det første er det noget, de bare gør.

For det andet stimulerer og beroliger det dem.

Der er ikke nødvendigvis en mening med det. Det er som at klø sig på armen, når det klør.

• Hej!
• Hvad så?
• Haft en god weekend?
• Vi havde nogle venner ovre.
• Er du ikke blevet klippet?
• Så du håndbold i går?
• Kommer I på torsdag?

Alt sammen bare småsnak. En sludder for en sladder. En kløimpuls, når man ser et andet menneske.

Kan vi mødes på midten?

Fred være med smalltalk! Det er ikke, fordi alt behøver at være velovervejet og så skideintellektuelt. Jeg ønsker på ingen måde at ødelægge det for dem, der har brug for det. Og jeg skal nok øve mig.

Men jeg vil også godt slå på tromme (???) for indimellem bare at sige hej, hvis man mener hej. Det er ikke naturlov at stoppe op og indlede en samtale, hvis man egentlig ikke har noget at sige. Især ikke, hvis man faktisk også selv gerne vil videre.

Måske er autisme og smalltalk modpoler. Men i virkeligheden tror jeg, at mange flere af os går ned ad en vej, vi faktisk hellere ville være gået forbi, i formålsløse krat af smalltalk. Som man jo gør.

Vil du høre mere om autisme og smalltalk?

Så anbefaler jeg disse tre dejlige sekvenser:

• Sygt nok: Føler eller tænker du verden? Podcast, som du kan finde her eller på din foretrukne lyttetjeneste: https://www.dr.dk/lyd/p1/sygt-nok/sygt-nok-2022-04-08

• Autism from the Inside: Small Talk is a Death Sentence – YouTube-video: https://www.youtube.com/watch?v=_aPpBLy3tLo

• An Aspie Talks About: Asperger’s Syndrome and Small Talk – YouTube-video: https://www.youtube.com/watch?v=vEiwpLG_z48