Autisme & mad: Noget om safe food

Havregryn, rosiner og mandler. I min verden er det ikke morgenmad, men min livslange go to. Ikke fordi jeg synes, det smager specielt godt. Men det er nemt. Det er forudsigeligt. Det kræver ingen beslutninger. Og med den viden, jeg har i dag: Det er helt sikkert mit safe food. Mad, som jeg bruger til at regulere mit nervesystem med, når verden er overvældende.

Men hvad er safe food helt præcist for et fænomen? Hvad er sammenhængen mellem safe food og autisme? Og hvorfor har det en afsindigt vigtig funktion? Skal vi ikke kigge lidt nærmere på det hen over de næste linjer?

Hvad er safe food?

Safe food er mad, som man kan føle sig tryg ved at spise.

I forhold til autisme er safe food derfor mad, som:

1. smager, lugter og føles relativt ens hver gang, dvs. er forudsigeligt og konsekvent i sanseoplevelsen ift. smag, lugt, konsistens, struktur og udseende
2. ikke overvælder sanserne (hvis man er hypersensitiv – eller netop gør det, hvis man er hyposensitiv og har brug for stimuleringen)
3. regulerer nervesystemet og kan bruges som middel til at lindre f.eks. overstimulering, overvældelse eller en autistisk nedlukning – bevidst eller ubevidst.

For mig er det også vigtigt, at:

• det kan spises i små bidder
• jeg ikke behøver en pakke vådservietter bagefter
• det er let tilgængeligt, dvs. at jeg kan skaffe det uden at skulle tilberede maden først eller møde op på en restaurant/i en butik for at skaffe det.

Safe food kan både være en enkelt madvare, mad i bestemte kombinationer og hele måltider. Det overlapper ikke (nødvendigvis) med ens livret. Det handler nærmere om trygheden ved spiseoplevelsen, end hvor godt det smager.

Hvad safe food mere præcist består af, er helt individuelt. Jeg har hørt om alt fra Haribo Stjernemix over kyllingenuggets til en særlig æbleart.

For mig er det som sagt havregryn med mælk og toppings. Men det er ikke superpraktisk på farten. Derfor er mit på-farten-safe food i stedet en banan og en bøtte mandler. Til at stille sulten – bevares – men bestemt også til at regulere mig selv, hvis verden bliver for overvældende undervejs, uden at jeg kan skærme mig.

Det er en buffer, indtil jeg kommer hjem.

Andre autistiske safe-kategorier

Selvom jeg ikke anede det, før jeg var i midten af 30’erne, har mit uopfindsomme hofmåltid altså en vigtig funktion for mig: at justere ubalancen, når jeg er overstimuleret, overvældet eller urolig – og når jeg ikke kan overskue andet.

Og i dét lys tror jeg, jeg har flere safes.

Safe music.

Safe movies.

Safe clothes.

Jeg har lavet en playliste med sange, som jeg véd, gør mig rolig. Jeg kan trække vejret dybere, når jeg hører det. Altid i samme rækkefølge. Og når jeg lige præcis har overskud nok, sætter jeg den på, når jeg er overvældet, urolig eller træt.

Som yngre havde jeg bestemte film og tv-serier, som jeg så igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen og igen. Det føltes som at lande i en rede, når jeg satte dem på. Jeg vidste hele tiden, hvad den næste replik eller lyd var – og det skabte ro. Jeg kæmpede især med at sove i den periode, og ofte faldt jeg i søvn til stemmerne fra de film og serier.

Og endeligt jeg har tøj, som er det eneste, jeg formår at tage på, bestemte dage eller i perioder. En stor blomstret bluse, der er ældre end mine børn, og én bestemt særligt blød T-shirt, hvor der med sirlig kursiv står ”Happiness” hen over brystet. I tragikomisk kontrast til virkeligheden de dage.

Alt mit tøj er blødt og uden noget, der strammer eller kradser eller på anden måde er latterligt. Men de to er ekstra safe for mig, og det er ikke godt, hvis de er til vask, når jeg har brug for dem (eller hvis vejret gør det for varmt at have dem på).

Igen: Det er ikke nødvendigvis min yndlingsmusik, min yndlingsfilm og mit yndlingstøj. Men jeg føler mig tryg i det. Jeg ved, præcis hvordan det føles, og det har jeg brug for, når verden er for meget.

”Ny forbedret smag”: Det gjorde I bare ikke …

Og så en dag kommer man gående igennem Rema og får med forfærdelse øje på det opmærksomhedskrævende mærkat, der pryder ens højtelskede safe food:

”NU MED NY FORBEDRET SMAG!”

HOW

FUCKING

DARE YOU?!

Hvorfor?

Altså, hvad tænker I på?!

Det er ikke for at have nej-hatten på. Eller måske er det. Men når man sværger til noget helt bestemt – den smag, den konsistens, dét emballagedesign – når man bruger det i nødsituationer, så er det ikke særlig fedt, at nogen fandt det nødvendigt at ændre smagen.

Forbedre den.

I guder.

At have madvarer fra bestemte brands som safe food kan absolut være en fordel, fordi det har samme smag hver gang og fås mange steder. Men det tangerer til ubærligt den dag, producenten piller ved ingredienslisten.

Så:

Kære producent

Vær sød bare at lade det være, som det er.

Kærlig hilsen alle autister.

Safe food, same food

Der er safe food. Og så er der same food.

Same food er tendensen til at spise det samme igen og igen (og igen og igen og igen). Måske endda hver dag i en periode på dage, uger, måneder eller år.

Ligesom safe food kan det bestå af alt fra en mindre snack til et større måltid. Det kan også være en bestemt fødevare, der går igen, f.eks. pasta, mens tilbehøret varierer.

Pointen er, at der er en genkendelighedsfaktor. At det smager nogenlunde ens hver gang.

Og hvorfor?

At spise et måltid stimulerer en masse sanser. Det gør det pga. f.eks.:

• smag
• lugt
• temperatur
• struktur
• konsistens
• osv.

Et helt almindeligt måltid kan derfor være overvældende for et autistisk styresystem. Jo mere presset systemet i forvejen er, jo mindre af den slags har det brug for.

Derfor kan det være rart eller decideret nødvendigt at vide, hvordan maden opleves – og især, at der ikke er nogen sansemæssige overraskelser.

På den måde kan same food altså bidrage med at:

• skabe tryghed og forudsigelighed
• undgå overstimulering
• understøtte behovet for rutine og gentagelse.

Igen: En helt utrolig nem måde at gøre en lille forskel på i hverdagen med autisme – eller i perioder, hvor krop og hoved er overbelastet, eller der sker en masse, som man ikke kan justere lige nu.

Safefood som reguleringsmekanisme i autisme

Jeg har af og til overtalt mig selv til en salat eller et stykke rugbrød i stedet for mit havregrynskit. Det er jo morgenmad, og der er mange kulhydrater i …

Det gider jeg ikke mere.

Når noget så simpelt kan reducere overstimulering, overvældelse og uro – eller ovenikøbet lindre en autistisk nedlukning – hvorfor så ikke bruge det?

Og det samme med same food. Det er fint at være madmodig, smage noget nyt og spise varieret. Men det er også fint at vælge det samme. Hvis det i perioder kan have bare en lille positiv effekt på et presset nervesystem – så skal det udnyttes! Måske endda på forkant: når jeg ved, jeg har meget at se til og ikke har brug for at træffe beslutninger og stå unødvendigt meget i køkkenet.

Konklusion: Safe food er ret genialt for mennesker med autisme. Så hjælpsomt, at vi bruger det, inden vi aner, at vi er autister. Som et værktøj til at regulere nervesystemet, når der er behov.

Tak for hjælpen, safe food!