Skin picking & autisme/ADHD: Derfor piller du i huden omkring fingrene
Da jeg var omkring ti år, begyndte jeg at bide og pille i huden omkring mine negle. Det var en uvane, og jeg forsøgte alt muligt for at holde op. Fra god negl og hypnose til skæld ud, hygiejnefacts og skam. Jeg kunne ikke begribe, at jeg ikke bare kunne lade være.
Men ingenting hjalp. Heller ikke alderen. I dag er jeg 38 – og jeg piller stadig i huden omkring neglene.
Og alligevel er det bedre. Ikke fordi jeg er holdt op, men fordi jeg har forstået hvorfor. Jeg har opdaget, at det har et navn, og at det ret ofte går hånd i hånd med autisme og ADHD.
Hvad er skin picking?
Skinpicking er en trang til at pille i huden – ofte på hænderne, fødderne eller i ansigtet.
Det kan selvsagt resultere i smerter, blødning, sår, betændelse og ar – og herudover alle de psykiske aspekter som skam og lavt selvværd. Man har ikke ligefrem lyst til at vise sine ødelagte fingre frem.
Skinpicking kaldes også hudplukning, dermatillomani og excoriation disorder. Og for nogle er det ikke hud, men hår, man piller ud – enten fra hovedbunden, øjenbrynene eller et sted på kroppen (trikotillomani).
Hvorfor piller man i huden omkring neglene?
Når man søger på nettet, er der en del forskellige bud på, hvorfor man piller i huden. Kategoriseringen af hudplukningen spænder ret bredt:
- psykisk sygdom
- tvangslidelse
- selvskade
- dårlig vane
- stimming
- uimodståelig trang.
Jeg oplever det selv som en slags regulerende adfærd. Noget, jeg gør, når jeg er presset, stresset eller har svært ved at gennemskue løsningen på et dilemma.
Molis beskriver derimod skin picking som tvangsmæssig selvskade, der er beslægtet med OCD, “foregår stort set uafhængigt af ydre omstændigheder eller den følelsesmæssige tilstand” og “en form for tvangsmæssig vane, der foregår automatisk og ureflekteret”: https://www.molis.dk/selvskade
Jeg ved, at Molis har rigtig mange mennesker med autisme og ADHD i hænderne og derfor må have et godt og bredt indblik. Men jeg ved også, hvad jeg selv oplever, og jeg tænker derfor, at begge dele kan være rigtigt.
Derudover kan jeg godt have en fornemmelse af, at jeg piller i huden, fordi jeg har en abnorm trang til at ensarte ting. En flosset neglerod eller en fordybning irriterer mig, når jeg glider en finger hen over, og derfor forsøger jeg at udjævne huden – også selvom det potentielt skaber en ny flap eller et nyt sår og derfor kun gør det værre og derfor er meget midlertidigt.
Hvordan stopper jeg med at pille i huden (eller slutter fred med skin picking)?
Jeg har som sagt ikke selv fundet løsningen på at stoppe med at pille i huden. Men det har hjulpet mig enormt meget at forstå, at:
- det har et navn
- andre også piller i deres hud som voksne
- jeg ikke bare er en dum og uden rygrad, når jeg ikke kan lade være.
Ét er de fysiske konsekvenser. Men det mest tyngende er faktisk flovheden. Både i sociale og arbejdsmæssige situationer har jeg måttet gemme fingrene eller knuge hænderne, fordi jeg er flov over at vise mine fingre. Selv når jeg skal vise min telefon til en butiksekspedient, jeg hverken kender eller kommer til at se igen, synes jeg, det er ubehageligt.
Og selvom jeg ikke har fundet det trick, der fjerner det, har jeg opdaget ting, som lindrer.
Nogle af produkterne linker jeg til med et reklamelink. Det betyder, at hvis du køber produktet gennem det link, får jeg en lille bid af beløbet, som jeg bruger på at betale for at holde bloggen kørende, bl.a. webhosting. Det koster ikke ekstra for dig.
Nogle af de bedste lindringer, jeg har fundet, er:
- at aflede med andre fingerbevægelser: tapping, gnide fingrene mod hinanden, stryge fingerspidserne op ad hånden
- dimse med en ting, f.eks. elastik, blyant eller stimtoy (fx stressbold, ærtepose, Tangle eller Karma Llama)
- beskæftige hænderne ved f.eks. at tegne, strikke eller løse Rubiks cube
- sansering/antistress-ring: Jeg ved, at mange har utrolig stor glæde af sanseringe til skin picking. Jeg har selv en aversion mod metal, og derfor er det ikke en mulighed for mig – men har du det ikke sådan, kan det være et godt bud – f.eks. fidgetring med perler eller en akupressurring.

Handler din skin picking om indre uro, vil jeg også gerne slå et slag for Pulsen, som jeg har skrevet et helt blogindlæg om.
Den fungerer ved at afgive blide elektriske impulser, som stimulerer et akupressurpunkt, når du lægger den rigtigt i hånden. På den måde hjælper den med at skabe ro, når nervesystemet er udfordret, eller du f.eks. kæmper med at falde i søvn.
Dit bedste råd mod skin picking?
Har du lyst til at fortælle, hvordan du oplever skin picking? Eller har du selv fundet noget som lindrer eller helt afværger det? Så vil jeg enormt gerne høre om det – enten i kommentar eller privat mail.