Autisme er et styresystem – ikke en systemfejl
Ville man reparere en Linux, fordi den ikke var en Windows-maskine? Nej. Det er jo bare sådan, den er programmeret. Og det samme er autisme. For mange er det autistiske styresystem først en udfordring i mødet med omverden. Fordi vi ikke er designet til at fungere på samme måde. Men betyder det, at vi skal fikses?
Autisme er et styresystem – ikke en systemfejl.
Det er ikke mig, der har opfundet udtrykket. Men jeg har mærket det. De første 35 år vidste jeg ikke, hvad jeg mærkede. Kun, at jeg fungerede anderledes og ikke på en god måde. Jeg kunne ikke følge med. Jeg var socialt sat af. Jeg blev urolig og udmattet af det, som andre elskede.
Da jeg opdagede, at mit styresystem er Autisme 2.0, forstod jeg hvorfor. Jeg var euforisk over denne forklaring. For første gang i mange år følte jeg mig, præcis som jeg skal være.
Men ude i verden var det stadig en fejl. Jeg har en udviklingsforstyrrelse. Kriterierne for den er defineret ved forskellige mangler og vanskeligheder. Og da jeg bad min læge om en officiel udredning, svarede han, at man jo hverken kan kurere eller medicinere for autisme – så hvorfor udrede?
Men hvad hvis jeg ikke er forstyrret?
Hvad hvis mine mangler og vanskeligheder kun eksisterer i mødet med en verden, der kører på et andet styresystem?
Hvad hvis jeg slet ikke ønsker at blive kureret og medicineret og fjerne autismen?
Min software crasher, når man giver den kommandoer om at udføre handlinger, som den ikke er kodet til. Men den har også nogle ret fede features.
Og spørgsmålet er: Ville man fikse en Linux, fordi den ikke var en Windows-maskine? Ville man kalde den forstyrret? Ville man sige, at den har vanskeligheder? Dæmpe dens Linux-egenskaber og erstatte dem med Windows-funktioner – forsøge i hvert fald?
Nej.
Man ville lade den være en Linux-maskine, for sådan er den designet. Det er der fordele og ulemper ved – ligesom der er ved både dens Mac- og Windows-baserede makkere.
Ingen af dem er forkerte. De er bare forskellige.
Men hvis man beder én af dem om at opføre sig som de andre – så fejler den selvsagt.
Autismen er først et problem i mødet med omverden
Jeg passer ikke ind i samfundets sirlige puttekasser. Jeg har prøvet at presse mig igennem det firkantede hul i 35 år. Sagen er bare, at jeg er oval. Hvis det lykkes, vil det enten ødelægge mig, kassen eller begge dele.
Nej. Jeg kan ikke passe et job ude af huset 37 timer om ugen.
Jeg kan ikke være agil og udadvendt og omstillingsparat og have mange bolde i luften.
Jeg kan ikke deltage i arrangementer hver anden uge.
Men jeg kan godt være selvstændig med hjemmekontor og skabe værdi for samfundet.
Jeg kan godt tænke opfindsomt, se sammenhænge, opfange detaljer og gribe én bold, som jeg dissekerer til atomer – måske endda opdager aspekter af, som ingen andre har set før mig.
Jeg kan godt skabe et lykkeligt liv uden en stor social omgangskreds.
Jeg kan rigtig meget – når jeg får lov at gøre det på en måde, der passer til mit styresystem.
Men hvis jeg skal imitere en facon, jeg ikke er skabt til, så vil jeg fremstå utilstrækkelig, fejlbehæftet og deform. I sidste ende vil jeg brænde sammen og skulle sendes til reparation – helvedes dyrt.
I autismekredse er retorikken heldigvis blevet, hvordan man skaber et godt liv med autisme. Ikke hvordan man mindsker det autistiske udtryk. Man kigger på rollemodeller og lytter til dem, der faktisk har autisme frem for at fortælle dem, hvad de oplever.
Men i det bredere samfund er ordlyden stadig: Kan du få noget medicin? Kan man gøre noget for at milde det? Hvorfor behøver du vide, om du har det, når man ikke kan gøre noget ved det?
Jeg forstår det på sin vis godt. Fortællingen om autisme har indtil for få år siden været Rainman. I bedste fald nuanceret til Saga Norén, The Good Doctor og den der skrigende, ukontaktbare unge, der smider sig på gulvet i Føtex. Men spektret favner altså lidt flere nuancer end dét.
Autisme og evolution
Jeg synes, det er vigtigt at forstå, at autisme ikke er en fejl.
Det eksisterer af en årsag. Evolutionært. Og jeg tror, den årsag er nogle ret gunstige funktioner. På bekostning af nogle andre. Bevares. Men bevares igen: Hvor var Facebook, Tesla og Aller Medier uden Asperger syndrom? Hvordan var anden verdenskrig endt? Hvornår havde vi fattet omfanget af klimakrisen?
Selvfølgelig er alle med autisme ikke så fremstormende. Men jeg glæder mig til, at vi oprigtigt inkluderer hinanden. Ikke bare presser diversitet ind i klasselokalerne, smækker døren og siger ”Her har vi plads til alle!”, mens vi tager noise cancelling-hovedtelefoner på.
At vi kigger på hinandens forskelligheder – beundrende, nysgerrigt og rummende. Fordi vi forstår værdien i det.
I den konstante sammenligning med et samfund af Windows-maskiner, opfører vi os indimellem lidt skævt. Bær over med os – og tak for omsorgen i at ville fikse os, så vi kan være som jer.
Men vi skal ikke fikses.
Vi skal være præcis, som vi er kodet til at være. Autismen er i sig selv ikke en fejl. Det er bare det styresystem, vi kører på.