Udredning for autisme som voksen: Bedre sent end aldrig autist?

Kan man gå rundt og være autist uden at vide det? Kun vide, det er svært at få livet til at fungere, altid føle sig i undtagelsestilstand og se, alle andre åbenbart godt kan finde ud af det. Og når man endelig får tanken – kunne det være dét – giver det så mening at finde ud af nu? At få en udredning for autisme som voksen?

Depression er bare et symptom

“Du må gerne fortsætte hos mig, hvis du føler, du får noget ud af det. Men når værktøjerne ikke har haft effekt endnu, så skal du måske prøve noget andet.“

Jeg hørte hende, men talte videre om punkterne på min liste. Som om hun ikke havde sagt noget. Først da jeg forlod psykologens praksis, lod jeg mig selv forstå essensen af hendes ord. Hun kunne ikke hjælpe mig, eller rettere: Hun kunne heller ikke hjælpe mig. Ud af den depressive tåge, jeg var gået ind i for over et år siden. Stadig uden gennembrud, nu uden psykolog og uden nogen som helst idé om, hvad jeg så skulle.

Jeg havde ikke helt forstået, hvorfor jeg fik en depression – og hvorfor jeg generelt tumler sådan med livet og har gjort det siden teenagetiden. Skiftevist fysisk og psykisk. Jeg kunne ikke lade være at føle, at depressionen kun var endnu et symptom på noget andet. Noget mere fundamentalt. Så selv hvis depressionen forsvandt, ville det måske kun være et spørgsmål om tid, før jeg løb ind i en ny – eller i noget andet?

Jeg tog hjem og tog et møde med mig selv. Jeg skrev alt ned og prøvede at komme i tanke om de små ting, der havde skabt et øjeblik af lethed eller givet en form for genklang. Og midt i noter om self-compassion, D-vitamin og hverdagsyoga stod der et ord. Dét ord, der blev ved med at dukke op, og som i små glimt gav mening.

Autisme?

Ej … Jeg kender mennesker med autisme. Jeg får ikke en nedsmeltning, når planerne ændrer sig. Jeg forstår ironi og kan godt holde øjenkontakt. Og jeg kan absolut ikke busplanen udenad. Er man overhovedet i tvivl, hvis man har autisme? Er det ikke respektløst at tro over for dem, der er på spektret og hver dag kæmper med at få livet til at fungere?

Omvendt har jeg hørt Pernille Aalund fortælle om sin autismeprofil og måde at opleve verden på. Jeg studsede dengang over, hvor meget det minder om mig. Og virkeligheden er, at jeg ikke ville kunne klare et almindeligt liv med et almindeligt job, hvor jeg skal afsted hver dag, holde pauser med kolleger og løse opgaver, andre har defineret. Lige nu kan jeg knapt følge med til mit selvstændige liv med hjemmekontor og et minimum af sociale aktiviteter.

Generelt har livet indtil nu været en slidsom og kompleks omgang, i betragtning af hvor gode betingelser jeg har haft. Og jeg forstår ikke hvorfor.

Kunne autisme virkelig være det svar, jeg altid har ledt efter?

Overset autisme i barndommen: Store, sære verden (eller lille, sære jeg?)

Som barn overvejede jeg, om jeg i virkeligheden var en kat. Det var nok mere rigtigt, end jeg fik credit for. Jeg havde venner – også uden knurhår – og jeg følte mig både holdt af, passet på og respekteret i mine sociale cirkler.

Alligevel var det, som om jeg ikke fungerede som de andre. Der var bare et eller andet med mig. Jeg tænkte anderledes. Jeg interesserede mig for andre ting. Jeg havde ikke fornemmelsen for det sociale. Andre reagerede anderledes på det jeg sagde, end jeg forventede. Jeg følte, at jeg spillede et spil, jeg ikke kendte reglerne til, så jeg prøvede at regne dem ud. Og på overfladen så det vist okay ud. Men det var ulogisk for mig.

Andre børn undrede mig. De elskede ukritisk de samme ting; Den brune i trefarvet is. Balloner. Klovne. Og de hadede lektier, regler og stilhed. De sagde ord forkert med vilje – for sjov? – og de lod sig begejstre på en skabet måde, syntes jeg. Men det mest absurde var, når de mødte andre børn, som de ikke kendte i forvejen. “Hej,” sagde de så. “Skal vi lege sammen?” Og så legede de bare sammen!

Jeg fattede det ikke. Men jeg forstod, at det var dem, der havde fat i noget, og mig, der stod udenfor. Så jeg prøvede at regne det ud, følge med, gøre det samme. Jeg prøvede så meget, at da min veninde begyndte at bide nogle, gjorde jeg også.

Verden er af lava

Sproget gav mig hovedbrud. “Lever du endnu?” udbrød min far, når en gammel ven kom forbi. Jeg syntes det var underligt. Troede han, at han var død? Mig kaldte han for “skat”, og det var sært, for jeg var jo et barn?

Også humor var en pudsig størrelse i mit lille, grublende hoved. Jeg skubbede næsten dagligt videobåndet med Finn og Jacob eller Linie 3 i VHS-maskinen, når jeg kom hjem fra skole. Jeg havde noteret mig, hvornår de voksne grinede, og prøvede at forstå, hvordan det fungerede. Jeg studerede, memorerede og optrådte med sekvenser af shows, som jeg vist var lidt for lille til at forstå, men alt for fascineret af til at lade være.

“Du husker godt“, sagde andre, når jeg refererede noget, de havde sagt for flere år siden. Og de havde ret. Jeg huskede situationer og sætninger detaljeret, men også tal og systemer. Som nummerplader – og flisernes mønster på badeværelsesgulvet hos nabokonen, der døde, da jeg var tre år.

Jeg havde svært ved lugte og spiste anderledes. Jeg plukkede helst af maden, spiste kun med en bestemt ske og undgik bl.a. kød fra fireårsalderen. Tøj kradsede. Jeg gik kun i bløde bluser og bukser og undertøj uden blonder og andre særheder. Jeg hadede at få sat hår og holdt vejret i et kram.

Når verden blev for voldsom, gemte jeg mig i mit tøjskab eller i klatretræet, hvor jeg kunne sidde i fred og observere på afstand. En dag overhørte jeg en samtale om, at jeg var svær at holde øjenkontakt med, og jeg fornemmede, at det var et problem. Jeg lærte mig selv, at hvis jeg undersøgte andres øjenfarve, følte de, vi havde øjenkontakt, og det var også okay for mig. Og det virkede. Senere overhørte jeg endnu en samtale om, at jeg havde udviklet mig. Jeg var blevet bedre til at holde øjenkontakt.

Det kompenserende overarbejde for uopdaget autisme

Når jeg kigger tilbage, ser jeg et rimelig kvikt barn, der bare gerne vil gøre tingene rigtigt. Men det er ikke altid logisk for hende, hvad det rigtige er. Hun kan ikke mærke det. Hun er ikke udstyret med samme sociale intuition som de andre, så hun forsøger at regne det ud.

Andre spekulerer ikke over, hvordan man holder øjenkontakt, leger sammen og hyggesnakker, når man møder nogen, man kender. Det er, som om de bare gør det. Som om de ved noget, hun ikke gør. Hun tænker og skaber koblinger og udvikler en better safe than sorry-strategi, og det går for det meste okay. Men det er et kæmpe arbejde, og nogle gange ender det alligevel i sorry.

I takt med at hun bliver ældre, bliver det sværere. Både at praktisere det og at være i sig selv resten af tiden. Hun kan snakke med andre mennesker, men det er stringent. Andre ser ud til at være afslappede og naturlige sammen. Som om de nyder interaktionen med hinanden. For hende er det superkomplekst. Meget sværere end matematik, noder og Tetris til sammen – og ekstremt udmattende.

Det er fascinerende at betragte dem, og hun drømmer om at være lige så flydende i det som dem. Også selvom deres samtaler ofte keder hende, så hendes tanker forsvinder ind i en fantasiverden, hvor der er sjovt at være.

Men Livet er ikke en fantasiverden. I Livet skal man være social og udadvendt. Man skal bidrage til fællesskabet, snakke om småtterier og tage let på tingene. Man skal deltage i samtalen, også selvom man ikke har noget at sige. Man skal ikke dvæle ved detaljerne og påpege faktuelle fejl. Og nogle gange skal man ikke engang sige sandheden!

Man skal passe ind. Det er det vigtigste. At være en del af flokken.

Jeg prøvede. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at gøre, hvad man gør. Jeg skruede ned for det, jeg mærkede, var unormalt. Som ikke var populært. Som irriterede andre, sikkert med rette. Som fik dem til at smile indforstået eller grine højt. Som jeg fornemmede, var skævt.

Det virkede vist, men det gjorde det hårdt at være sammen med andre. Selvom jeg havde venner, nød jeg allermest at være alene på mit værelse eller sammen med mine dyr, hvor jeg ikke behøvede at tænke så meget.

Ungdom, gymnasietid og indre kaos

I teenageårene begyndte det sociale at fylde mere. Jeg deltog i festerne. Jeg tog med på shopping. Jeg havde en yndlingsperson i Westlife. Jeg gjorde det. Men jeg forstod ikke, hvorfor andres syntes, det var fedt. Jeg ville i virkeligheden hellere spille PlayStation eller fordybe mig i fiktive verdener.

Det, andre glædede sig til og over, gjorde mig urolig. Det drænede mig og skabte kludder i mit system, og jeg led mere og mere i mit forsøg på at være som de andre.

Jeg kæmpede med at sove, tabte håret og havde altid ondt et sted. Op til sociale arrangementer følte jeg mig fysisk syg, og under dem var jeg ikke mig selv. Blandt andre var jeg langt fra mit muntre og legesyge væsen.

Gymnasiet var et mareridt. Lange dage, mange mennesker og mange fag at navigere imellem. Det sociale var lige så vigtigt som det faglige, og jeg havde venner. Men jeg følte mig fortabt i det store sociale rum og kejtet til festerne og i byen.

Jeg blev passiv og stille, men indvendigt var jeg vred på mig selv over, at jeg ikke bare kunne finde ud af det. Det udviklede sig først til et selvværd i frit fald og så til social angst og en spiseforstyrrelse. Min krop responderede med mavesmerter, som der aldrig kom en forklaring på. Men det gav mig et kærkomment alibi for mit massive fravær.

Jeg kom med nød og næppe igennem. Mit gennemsnit var okay, men jeg var ikke.

Kroppen slår alarm

Som voksen fik jeg mere kontrol over mit liv. Jeg rejste lidt, flyttede hjemmefra, fik min første kæreste som 21-årig, begyndte på universitetet, fik børn, købte et hus, startede som selvstændig – og en del mellemregninger. Det gik virkelig fint. Jeg var udefra set landet godt i livet.

Jeg havde det bare stadig ikke særlig godt.

Jeg faldt ind og ud af mørke perioder. Trods min unge alder og store fokus på sundhed, buldrede min krop. Psoriasis, hornhindebetændelse, hævede led, græsallergi, kraftige hovedpiner, uregelmæssige blødninger.

Lægerne spurgte igen og igen, om jeg var meget stresset. Og faktisk ikke. Jeg havde skabt et balanceret arbejdsliv, både som studerende og selvstændig. Jeg var ikke stresset arbejdsmæssigt.

Og nu en depression. Som normalt går over af sig selv efter et halvt år. Men trods behandling og tiltag havde min nu varet i halvandet.

Jeg forstod det ikke.

Oversete symptomer på autisme hos kvinder

Jeg googlede autisme hos kvinder. Jeg så en TED-talk. Og en mere og 24 relaterede videoer på YouTube. Jeg læste et blogindlæg og mange flere. Jeg lyttede til en podcast og til alle danske, svenske og engelsksprogede podcasts om autisme hos kvinder. Jeg læste pjecer, psykologsider og artikler og skimmede tre bøger.

Jo mere jeg så, læste og hørte, jo bedre forstod jeg to ting:

1. Hvor forskelligt autisme kan komme til udtryk
2. Hvor meget jeg genkender, når jeg ikke sammenligner mig med diagnosebeskrivelser baseret på drenge, men med voksne kvinder.

Kvinderne, jeg lyttede til, beskrev nogle af de klassiske autismetegn, men også mange af de ting, jeg altid har mærket, men aldrig vidst var autistiske:

• gode sociale evner, men skabt ved analyse og tanker frem for fornemmelse
• mere regulære særinteresser som musik, serier, sundhed og psykologi
• bedre connection til dyr end mennesker
• atypiske spisemønstre og tendens til spiseforstyrrelser
• tendens til at glemme sig selv, når de er optaget af noget
• har ofte været ramt af stress, angst, depression og udbrændthed
• opdager autismen sent i livet – mange først efter at de selv får børn.

Indtil sent i livet har de forsøgt at følge med og kamufleret autismen så godt, at hverken de eller omgivelserne opdagede den. Når de endelig blev udredt, var det, fordi de kollapsede eller ikke formåede at rejse sig efter endnu en stresssygemelding. Mange var på det tidspunkt var de så udbrændte, at de ikke kunne vende tilbage til deres arbejdsliv. De havde forsøgt for længe at følge med til et liv, deres system aldrig var kodet til.

Måske var autisme et vildspor for mig. Måske ville det virke fjollet at have troet. Men det kunne også være forklaringen på alt det, jeg aldrig har forstået. Og der var grund til at undersøge det nu frem for om fem-ti år, hvor det kunne have slidt mig så meget, at min arbejdsevne var på spil.

Det var et sats. Et nej ville slå mig hjem. Men jeg ville få svar.

Operation Udredning for Aspergers Syndrom

Beslutningen var truffet. Nu skulle jeg bare finde ud af hvordan.

Mulighed 1 var udredning i det offentlige. Her skulle jeg først overbevise min læge om fornuften i at udrede mig for autisme. Selvom jeg klarer mig selv, og selvom han måske, ligesom jeg, ikke ved, hvordan autisme ser ud hos kvinder i voksenalderen.

Selv hvis det lykkedes, ville der være halvandet års ventetid til den psykiater, der skulle udrede. Som jonglerer med over 450 psykiatriske diagnoser og (hører jeg i miljøet) heller ikke altid er opdateret om, hvordan autisme udtrykker sig hos kvinder, der indtil nu er gået under radaren.

En lang vej, der lidt for ofte fører til andre diagnoser som ADHD, bipolar lidelse og skizofreni. Men dog en vej.

Mulighed 2: Udredning i det private. Her er indsigten bedre, og ventetiden kortere. Men prisen er 20.000-30.000 kr. for en udredning. En god investering for at bevare sit arbejdsliv og sin forstand. Men lidt heftigt baseret på min egen spæde mistanke.

Wild card-muligheden. I min research stødte jeg på en tredje mulighed. Jeg var landet på en blog, der ret fint forklarede om autisme. Bloggen tilhørte en psykolog, der tidligere havde arbejdet i psykiatrien, hvor hun udredte voksne for Aspergers syndrom. Hun kunne ikke give mig den officielle diagnose, men som specialiseret i lige præcis dét var hendes viden og erfaring måske større end hos psykiateren, der kunne.

Lige nu havde jeg ikke brug for en diagnose. Jeg havde bare brug for svar. Jeg skrev forsigtigt til hende og var heldig at få en hurtig tid.

Den faglige vurdering bestod af interview og screening. Derudover lod jeg hende læse de 18 siders noter, jeg havde skrevet med (mis)tanker, for og imod og oplevelser (kategoriseret med underoverskrifter natürlich).

En måned senere var hun klar med sin vurdering. Jeg følte mig nervøs op til. Hvad skulle jeg håbe på? At få udelukket en kronisk tilstand og måske med tiden få styr på mit sensitive sind? Eller at få anerkendt min livslange følelse af at være anderledes og et navn på det, jeg altid har mærket? Frygtscenariet var, at hun var i tvivl.

Hun forklarede, hvordan det ville foregå. At vi ville gennemgå resultatet af min screening, hendes observationer og vurdering – “men der er ikke så meget at være i tvivl om”, sagde hun og punkterede min nervøsitet.

Screeningen var heller ikke så meget i tvivl. Cutoff for autisme er 12 point. Jeg scorede 38 – ud af 42 – til trods for, at jeg svarede ja til to centrale punkter om øjenkontakt og venskaber.

Mine tanker havde vimset om det i ugevis. Forbigående gennem år. Og nu havde jeg en professionels faglige vurdering.

Hun mener, jeg er på spektret. Vaskeægte Asperger.

Autismens mange ansigter

Jeg har ikke bare set mennesker med autisme i karikerede film og serier. Jeg har kendt dem. Jeg troede, jeg vidste en del om autisme. Altså en hel del.

Jeg tænker på særinteresser som sære interesser. For busplaner, tog og meteorologi. For planteædere. Og Jupiters måner.

Jeg tænker Alan Turing-agtige genipersonligheder med massiv mangel på sociale skills. Eller på Saga Noréns sirlige detaljesans på bekostning af situationsfornemmelse.

Jeg tænker monotont tonefald. Nedsmeltninger. Lydfølsomhed.

Men jeg tog helt fejl, og jeg kendte ikke ordsproget:

“Hvis du har mødt én med autisme, så har du mødt én med autisme”.

Jeg har mødt mere end én. Men jeg har ikke mødt alle. Heldigvis er jeg født i en tid, hvor jeg kunne møde Pernille Aalund i en podcast, Samdy Sam på YouTube og Jolene Stockman i en TED-talk. Uden den adgang og deres lyst til at dele havde jeg nok aldrig fundet ud af, hvorfor jeg tumler med livet.

Først nu forstod jeg, at meget af det jeg vidste, ikke var sandt. Mennesker med autisme har empati. Men vores hjerner er bedst til at forstå de hjerner, der ligner den. Resten må vi fortolke os frem til.

Særinteresser behøver ikke være atypiske. Det kan også være for sprog, sport eller Friends. For Harry Potter. For Hama-perler. For kalorier.

Når jeg tænker tilbage, interesserede jeg mig ret meget for heste. Ud over at arbejde med heste, passe heste, gå til ridning og have min egen hest, læste jeg nye og gamle hesteblade. Jeg terpede kataloger med hesteudstyr og lavede lister over ting, jeg ville købe, i forskellige scenarier. Jeg læste ikke én bog, men alle bøger om heste. Hver mandag gik jeg på biblioteket og hentede nye forsyninger.

Hvis en regel gav logisk mening, holdt jeg den kompromisløst. At cykle med hjelm f.eks. Hvis jeg ikke havde min cykelhjelm med, så cyklede jeg ikke. Det var bare ikke en mulighed. Gav noget omvendt ikke mening for mig, syntes jeg, det var latterligt og havde svært ved at gennemføre det.

Jeg tog kørekort, men hadede at køre bil. Jeg skulle træffe beslutninger hurtigere, end jeg var i stand til. Jeg følte mig i vejen, og jeg var bevidst om, at mine fejl kunne føre til uoverskuelig skade. Så jeg tog konsekvensen og stoppede med at køre bil. Og nu hører jeg, at det er ret normalt for autister.

Autisme er ikke, at man er asocial, men at de sociale spilleregler er unaturlige og kræver ekstra meget tankearbejde. Jeg har udviklet strategier til samtale – emnelister, formuleringer og citater, der kan hjælpe mig. Det er værktøjer til at få det, der ikke er intuitivt, til at fungere nogenlunde.

Mange oplever, at venskaber går tabt over tid. Vennerne ønsker mere, end jeg kan give, og når de har følt sig nedprioriteret, og jeg har følt mig trukket i længe nok, glider vi fra hinanden. Jeg har forfærdelig dårlig samvittighed, men jeg har ikke mere at give. Og når der bliver stille, er jeg lettet, selvom jeg savner nærheden fra en fortrolig ven.

Kommunikation er en klassisk autistisk udfordring. Men autister kan sagtens være dygtige kommunikatører, ledere og omsorgspersoner. Apropos Pernille Aalund, der har været innovationsdirektør og talkshowvært, hvor hun interviewede mennesker om livets sværeste sider.

Selv skriver jeg tekster, som kunderne tilsyneladende er glade for. De værdsætter især min evne til at forklare kompliceret stof på en simpel og nærværende måde. Men i en uformel social situation kan jeg forklare noget megabanalt – og ingen omkring mig forstår, hvad jeg siger.

Jeg kan give en opmuntrende kommentar, som andre slår sig på. Selv hvis de gør sig den ulejlighed at fortælle mig det, forstår jeg det ikke. I stedet for at undskylde forsøger jeg vedholdende at forklare det. Jeg begynder at lære det, især efter at jeg er stødt på sætningen When given the choice between being right or kind, choose kind. Når jeg husker den, bruger jeg den og gemmer det underliggende “Men!“, til jeg er alene.

Jeg forstår endelig, hvorfor det er så komplekst for mig at være sammen med andre mennesker. Alle mennesker. Det kræver så meget tankearbejde af mig, samtidig med at jeg er bombarderet af sanseindtryk. Derfor har jeg det bare bedst alene – eller sammen med dyr, som jeg trods deres manglende ord forstår så meget bedre.

Tiden efter udredningen

Den dag, jeg fik svaret på vurderingen, følte jeg den sjældne luksus af glæde. Næste morgen vågnede jeg med en lyst til at tage mig af mig selv. Til at være mig og forstå mig selv. Uden selvkritik. De næste to uger følte jeg mig slet ikke nedtrykt. Det længste streak i halvandet år på det tidspunkt.

Selvfølgelig var det også en dør, der klappede i. Jeg er født med autisme, og jeg dør med autisme. Der er ingen kur. Ikke engang medicin. Kun accept og regulering af den måde, man lever sit liv på – som delvist er begrænset af, hvordan omgivelserne lever deres liv, og som verden er indrettet med et shitload af sanseindtryk og en hyldest af det sociale, udadvendte og høje tempo.

Mit følsomme sansesystem, min manglende sociale intuition og følelsen af ikke at passe ind er definitiv.

Men trods dét mærkede jeg kun lettelse. Jeg havde endelig fundet den brik, der manglede.

Nu forstod jeg, hvorfor jeg:

• ikke kan følge med til livet som alle andre
• har svært ved møder og telefonsamtaler, jeg ikke kender agendaen i
• går i beredskab, når nogen skriver, de “lige kigger forbi i løbet af dagen”
• (og går i panik, hvis de kigger forbi uden at tippe mig på forhånd)
• bliver overstimuleret af indtryk, andre knapt bemærker
• fungerer bedre med dyr end mennesker og allerbedst alene
• tæller inde i hovedet, når jeg får et kram, og slipper senest ved fem
• skal tage tilløb til simple hverdagsting som at gå med hunden eller hente børn
• kortslutter i hjernen, når jeg står over for situationer med mange ubekendte faktorer.

Det forvandlede selvkritik til nysgerrighed, overbærenhed og omsorg.

Fordi jeg forstod hvorfor.

Giver det mening at blive udredt for autisme som voksen?

Jeg ved, at nogle ikke har behov for at kende svaret, selvom de mistænker at være på autismespektret. Jeg hører også, at nogle synes, vi deler lige vel flittigt ud af diagnoser. “Alle har vel en diagnose”, siger de, som om det er en biting.

De fleste, der har en diagnose, kæmper hver dag for at få deres liv til at hænge sammen. Det er et kriterie for at få den, at man ikke fungerer i hverdagen. Når man ikke engang véd, at det er derfor livet bøvler, fortæller man sig selv, at man er dum, doven eller håbløs. At man hører ikke til i den her verden. Alle andre kan jo godt finde ud af det. Jeg må bare tage mig endnu mere sammen. Gøre det endnu bedre. Presse mig selv endnu mere.

Jeg er ikke psykiater, men jeg vil vove pelsen og sige: Alle har ikke en diagnose. Men dem, der har, fortjener at vide det – hvis det giver mening for dem. Når det er for svært at navigere og eksistere i livet, fordi man ikke forstår, hvad fanden der foregår, må man i det mindste få lov at forstå hvorfor.

For mig er en diagnose ikke et mærkat. Det er en uadskillelig del af mig. Det er den, jeg er. Den måde, jeg fungerer på. At vide hvad det er, giver mig en forklaring. Muligheden for at forstå. Og adgang til at få den hjælp, jeg har brug for, så jeg bedre kan passe på sig selv.

Det er svært aldrig at kunne det samme som andre – og som forventes, når man er voksen. Det er ikke bare at være lidt socialt akavet eller have det anstrengt med mange mennesker. Det er at kunne passe et arbejde, deltage i sociale aktiviteter og gå en tur igennem byen uden at være svimmel af overstimulering.

Hver dag giver du lidt mere, end du har, med større og større overtræk. Og trods dét føler du dig dybt utilstrækkelig. Du kritiserer og bebrejder og presser dig selv endnu hårdere, indtil du en dag brænder ud eller kollapser som et ultimativt wake the fuck up-call.

Hjernen insisterer, men kroppen kan ikke mere.

Livet har givet mig en del skrammer. Men jeg føler mig heldig med, at jeg relativt ung opdagede det. At jeg ikke længere behøver at forsøge at passe ind i et liv, jeg aldrig har været formet til.

At vide hvorfor fjerner det ikke. Men det gør det nemmere at bære over med mig selv og justere livet efter det.

For mig var det en depression, der insisterede på at blive hørt. Den krævede, at jeg ledte dybere, turde tro på det og tog tilløbet til at få en udredning for autisme som voksen. Det var dét værd, og jeg ville også gerne have vidst det tidligere. Men bedre sent end aldrig autist.

Leder du efter et alternativ til en psykiatrisk udredning for autisme?

Måske søger du navnet på den psykolog, der hjalp mig? Hun er desværre så booket, at hun ikke tager nye ind i øjeblikket.

Men selvfølgelig skal du ikke strande der. Jeg ved, at Molis laver en screening for bl.a. autisme. Jeg skriver løbende flere på, hvis jeg får kendskab til dem.

Du kan også se mit blogindlæg, hvor jeg deler ting, der måske kan gøre ventetiden på udredning lidt nemmere. Du finder det her.

Vil du have besked, når der er nye artikler fra Apropos autisme?

Få en mail, når der er nye indlæg på bloggen - eller hvis jeg udgiver tjeklister, små kurser og rådgivning til livet som sendiagnosticeret

Det koster ikke andet end din mailadresse, og du kan afmelde dig igen med et klik.

Navn

E-mail:

Leave this field empty if you're human: