Smalltalk. Formålsløs, vilkårlig samtale uden struktur og mening – og noget af det værste, man kan udsætte en autistisk person for. Jeg snubler selv i det igen og igen. Autisme og smalltalk er ikke en køn cocktail for nogen af parterne. Men den er svær at undgå.
Ville man reparere en Linux, fordi den ikke var en Windows-maskine? Nej. For mange er autisme først et problem i mødet med omverdens. For vi kører på forskellige styresystemer.
Jeg har ubevidst kamufleret autisme i 35 år. Da jeg opdagede min autistiske profil, havde jeg lyst til at dele det med alle. Ikke længere skjule noget. Bare at være mig, uncovered. For selvom maskering af autisme er en nyttig strategi, er prisen for det høj.
Kan man gå rundt og være autist uden at vide det? Kun vide, at det er svært at få livet til at fungere, at man altid føler sig i undtagelsestilstand, og at alle andre åbenbart godt kan finde ud af det? Og når man endelig får mistanken, kunne det være dét, giver det så mening at få svar nu?